10 typiske fejl i lagerstyring og hvordan du undgår dem
By Rackbeat oktober 25, 2024
Lagerstyring er hjertet i enhver lagerdrevet virksomhed, og det er afgørende for virksomhedens succes, at lageret stemmer og drives på en profitable måde. Når det gøres rigtigt, kan det forbedre effektiviteten, reducere omkostninger og øge kundetilfredsheden. Dog begår mange virksomheder fortsat fejl, der kan koste dem dyrt.
Vi har samlet 10 typiske fejl i lagerstyring, som mange virksomheder begår og som kan være yderst bekostelige, samt løsningen til hvordan du undgår de samme faldgruber.
1. Manglende lageroverblik
Fejl: Mange virksomheder har ikke et klart overblik over deres lagerbeholdning, hvilket resulterer i overfyldte lagre eller mangel på vigtige varer. Dette kan skabe unødvendige omkostninger, forstyrre produktionen og gøre det svært at møde efterspørgslen fra kunder. Uden et overblik over lageret kan der opstå uventede flaskehalse, hvilket medfører forsinkelser, tabte salgsmuligheder og lav lageromsætningshastighed.
Løsning: Et lagerstyringssystem (WMS) er et vigtigt værktøj til at holde styr på din beholdning. Med et WMS kan du overvåge lagerbeholdningen i realtid, se hvornår lagerbeholdningen er ved at være lav og effektivisere genbestilling. Dette reducerer risikoen for fejl og giver et præcist billede af din lagerstatus. Ved at implementere en sådan løsning kan du sikre, at lagerbeholdningen er optimeret, hvilket hjælper dig med at undgå, at du har for meget eller for lidt på lager.
2. Mangelfuld pladsudnyttelse
Fejl: Lagerplads er en værdifuld ressource, men mange virksomheder udnytter den ikke optimalt. Uorganiseret opbevaring kan føre til rod, uhensigtsmæssige arbejdsgange og spild af plads. Dette gør det sværere for medarbejderne at finde varer hurtigt, hvilket igen kan forsinke ordrebehandlingen og øge plukketiderne.
Løsning: For at maksimere pladsudnyttelsen bør du analysere lagerlayoutet og undersøge, hvordan varerne er organiseret. Et effektivt layout baseret på en ABC-analyse (hvor de mest omsatte varer placeres tættere på plukkeområderne) kan forbedre effektiviteten. Overvej også at anvende vertikal opbevaring, reolsystemer og smartere plukkeruter for at minimere spild af tid og plads.
3. Utilstrækkelig træning
Fejl: Lagerstyringsprocesser og teknologier er kun så effektive som de mennesker, der bruger dem. Hvis medarbejderne ikke er ordentligt trænet, kan de begå fejl, der medfører fejlpluk, ukorrekte lagertal og forsinkelser. Mangel på forståelse for processerne kan også føre til øget omkostninger, da medarbejdere skal bruge længere tid på at fuldføre en opgave.
Løsning: Det er afgørende at sikre, at dine medarbejdere løbende modtager den nødvendige træning i både de operationelle processer og et eventuelt lagerstyringssystem. Træning bør ikke være en engangsforeteelse; løbende opdateringer og kurser er nødvendige, især når nye systemer eller processer implementeres. Dette vil ikke kun forbedre effektiviteten, men også øge medarbejdernes arbejdsglæde og engagement.
4. Uklar kommunikation
Fejl: Lagerstyring fungerer ikke isoleret. Hvis der ikke er kommunikation mellem lageret og andre afdelinger som salg, produktion og indkøb, kan det føre til forkerte beslutninger, forsinkede ordrer og dobbeltarbejde. Det kan også skabe misforståelser om lagerstatus, hvilket kan påvirke kundetilfredsheden.
Løsning: Det er vigtigt at etablere klare kommunikationskanaler mellem lageret og de øvrige afdelinger. Dette kan inkludere brug af fælles platforme som for eksempel et WMS til realtidsopdatering af lagerstatus, samt regelmæssige møder for at sikre, at alle er opdaterede på lagerets aktuelle tilstand. En effektiv kommunikation bidrager til bedre samarbejde og reducerer risikoen for flaskehalse og forsinkelser.
5. Ingen plan for sæsonudsving
Fejl: Mange virksomheder tager ikke højde for de udsving, der opstår i efterspørgslen i forbindelse med forskellige sæsoner eller kampagner. Uden en plan risikerer lageret at blive overvældet under disse udsving, hvilket kan føre til forsinkelser, forkerte leverancer eller endda udsolgte varer.
Løsning: En strategi baseret på historiske data og markedsanalyser kan hjælpe med at forberede virksomheden til disse perioder. Dette kan indebære opbygning af lagerbeholdning i forvejen, ansættelse af ekstra personale eller midlertidig udvidelse af lagerpladsen. Derudover bør du overveje forecasting-værktøjer til at optimere lagerbeholdningen baseret på forventet efterspørgsel og undgå unødvendige forsinkelser i travle perioder.
6. Manglende nøjagtighed i lageroptælling
Fejl: Uden regelmæssige optællinger af lagerbeholdningen kan det være svært at opdage fejl som for eksempel manglende varer eller overskydende lager. Manglende nøjagtighed i lagertællinger kan føre til fejl i ordrer, overbeholdning eller udsolgte varer, som kan skade virksomhedens omdømme og bundlinje.
Løsning: For at undgå disse problemer er det en god idé at implementere en process for optælling, hvor en mindre del af lageret optælles regelmæssigt. Dette gør det muligt at opdage og rette eventuelle afvigelser hurtigt, uden at det påvirker den daglige drift. Samtidig reducerer det risikoen for større afvigelser, når der gennemføres en årlig eller kvartalsvis lageroptælling. En anden løsning er at investere i et WMS, så vil du altid løbende have et overblik over din lagerbeholdning og vil kunne nøjes med at optælle dit lager én gang årligt.
7. Overfyldt lager
Fejl: At opbevare for mange varer på lageret kan binde værdifuld kapital og føre til øgede lageromkostninger, som påvirker virksomhedens likviditet. Derudover kan et overfyldt lager øge risikoen for, at varer beskadiges eller udløber, hvilket yderligere skaber unødvendige tab.
Løsning: Ved at anvende just-in-time (JIT) lagerstyring kan du minimere lagerbeholdningen og kun opbevare de varer, der er nødvendige for den nærmeste fremtid. Dette reducerer lageromkostningerne og giver samtidig mere fleksibilitet til at tilpasse sig ændringer i efterspørgslen. JIT kræver dog et stærkt samarbejde med leverandører for at sikre rettidige leverancer.
8. Gør ikke brug af teknologi
Fejl: Manglende brug af de nyeste teknologier til lagerstyring kan gøre en virksomhed mindre konkurrencedygtig. Forældede systemer og manuelle processer er ofte tidskrævende og fejlbehæftede, hvilket kan føre til ineffektivitet og tabt produktivitet.
Løsning: Teknologi som cloud-baserede lagerstyringssystemer kan give betydelige fordele. De gør det muligt at overvåge lagerbeholdningen i realtid, undgå for høj kapitalbinding samt effektivisere hele indkøbs- og salgsprocessen. Investering i sådanne teknologier kan reducere menneskelige fejl, forbedre nøjagtigheden og øge lagerets samlede effektivitet.
9. Manglende indsigt i lagerdata
Fejl: Mange virksomheder har ikke en effektiv måde at analysere deres lagerdata på, hvilket kan føre til uhensigsmæssige beslutninger. Uden en dybdegående forståelse af og indblik i lagerbeholdningens omsætningshastighed og salgsstatistikker kan virksomhederne ende med enten for meget eller for lidt lager, hvilket skader driften.
Løsning: Lageranalyseværktøjer herunder rapporteringsmulighederne i et WMS kan gørre det nemmere at identificere trends og mønstre, der gør det muligt at træffe mere informerede beslutninger. Ved at få indsigt i data om lageromsætningshastighed og salgsstatistikker kan virksomheden optimere deres lagerbeholdning og forbedre driften.
10. Fejl i indkøbene
Fejl: Mange virksomheder har ikke et overblik over, hvad de egentlig har på lager. Det besværliggør hele indkøbsprocessen, da det ikke er til at vide, hvad der skal bestilles hjem. Det betyder, at bestillinger ofte foretages på mavefornemmelser eller blot det samme som sidste gang. Det medfører fejlindkøb, unødvendig kapitalbinding og det faktum at du ikke er sikker på, at du har de rigtige varer på lager.
Løsning: Et cloud-baseret lagerstyringssystem kan give dig overblik over ikke bare din lagerbeholdning, så du ved, hvilke hylder der allerede er fyldte, men også dine bestillinger. Det betyder, at du får en hjælpende hånd til hele din indkøbsstyring, så du ved hvornår og hvad du bør bestille hjem på et givent tidspunkt. På den måde undgår du at fylde lageret med varer, der ikke bliver solgt og samtidig skal du ikke skuffe kunder på grund af udsolgte varer.
Effektiv lagerstyring kræver opmærksomhed på detaljer og en vilje til at investere i de rigtige systemer og processer. Ved at undgå disse typiske fejlgruber kan din virksomhed spare en masse tid og penge samt forbedre lagerstyringen markant. Effektiv lagerstyring er på mange måder en konkurrencemæssig fordel, der kan reducere omkostninger, forbedre kundeservice og skabe vækst i virksomheden.
Skriv dig op og modtag månedlige tips og trick til din lagerstyring direkte i mailindbakken!