Bæredygtige bananer og ekstraordinær ordrehåndtering

Banana CPH

Da Christian faldt over en bananskræl på Hawaii

Det hele begyndte på en jernhest med en bæredygtig forretningsidé på bagagebæret for ejeren af Banana CPH, Christian Cordius. Han kørte rundt på de Københavnske boulevarder med en ambition om at give nyt liv til alle de overskudsbananer, som supermarkederne ikke ville sælge. I stedet for at lade dem rådne op i grønne affaldsspande, ville Christian give de brunlige bananer en sødere skæbne ved at omdanne dem til lækre is og kager. COO, Thomas Barton, fortæller her om det cykliske forretningsinitiativ, Banana CPH opererer med:

“Vi startede med at afhente Irmas bananer på en ladcykel. Det er så siden blevet til en del flere bananer og en lidt mere struktureret måde at afhente på. Vi afhenter COOPs bananer, laver et produkt ud af det og sender dem tilbage til COOP igen.”

 

The Banana founders.

Men lad os lige bakke et par skridt tilbage i historien. For det var nemlig ikke helt efter en cykeltur til den lokale Irma, at den frugtholdige forretningsidé blev sået for Banana CPH.

Banan-visionen åbenbarer sig nemlig for Christian i det Herrens år 2017, da han smider vinterjakken på vej ud af flyet fra Danmark og betræder Honolulus palmefyldte, paradisiske strande i sine badetøfler. Her er det ikke kun de varme himmelstrøg og de surfer-beklædte bølger, der får Christian til at se lyset. Ideen, der skulle blive hans levevej, bliver nemlig plantet, idet han sætter tænderne i en af de overmodne, lokale bananer.

For på trods af bananens lidt medtagede udseende, åbner der sig en verden af lykkefølelse og smagsdybde, da han piller frakken af den eksotiske frugt. Og ikke nok med det. Christian indføres også i de lokales prisværdige forretningsmodel, der består i at give de bananer, detailbranchen finder uegnede til salg en ny tilværelse som desserter. Ja, den grimme ælling har ikke levet forgæves.

Nu skulle Christian hjem og få de bæredygtige frø til at spire i den danske muld.

Der er noget råddent i Danmark

Da Christian kommer hjem, finder han, efter lidt research, ud af, at den danske bananindustri er bundrådden. Der smides nemlig ikke færre end 40.000 bananer ud på daglig basis inden for detail- og restaurationsbranchen. Christian ser derfor, at tiden er moden til at pille skrællen af bananerne og fylde danskernes bøtter med bæredygtig is. Missionen er klar som en klase høstbar bananer, fortæller Thomas:

“Vores overordnede mål er at redde så mange bananer som muligt fra at blive smidt ud. Derfor skal vi komme bredt ud og være tilgængelig for alle, for derved at sætte så meget fokus som muligt på madspild.”

 

Modne, men dejlige bananer.

Christian indser hurtigt, at Banana CPH kommer bredest ud med deres overdådige, oversete overskudsbananer ved at systematisere deres ordrehåndtering igennem et lagerstyringssystem.

Det er bare ikke ligetil at finde et system, der er modent til ens behov…

Fyldte Excel-ark, for få bananer

Når man vil undgå madspild ved at genbruge så mange bananer som overhovedet muligt, skal ens ordreflow flyde som Nilen. For hvis ordrestyringen ikke lever op til ambitionerne, vil bananerne alligevel lide en død som biobrændsel. Derfor må Christian finde et system, der kan håndtere logistikken.

Christian vælger at gå med e-conomics lagerstyringsprogram, Lager, som er driftsikkert langt hen ad vejen. Men hvor man er i stand til at gå på vandet med e-conomics økonomistyring, så er ordrestyringen til tider ved at drukne. Thomas fortæller nemlig, at de må køre ordrehåndteringen med assistance fra Excel, hvilket gør, at de spilder meget tid på indtastningen:

“Meget af ordrestyringen foregår i Excel-ark, og den bliver derfor manuelt opdateret, hvilket ikke er en særlig effektiv eller optimal måde at gøre det på.”

Desuden er der ofte knas på lagerstyringslinjen, hvilket betyder, at Christian og co. ikke altid når at fylde op på depoterne, så de kan imødekomme kundernes efterspørgsel:

“Vi har flere gange oplevet ikke at have varer på lager, som vi kan sende ud til kunder, fordi der ikke er styr på, hvad der er på lager. Det hele bliver tracket og håndteret manuelt og derfor sker der jo menneskelige fejl.”

Disse fejl kan ikke blive ved, derfor må der ske noget på ordrestyringsfronten. Det gør der så, da den erfarne Thomas kommer med ombord på Banana-båden. Han medbringer nemlig melodien fra en lille fugl, han har hørt synge om, at Rackbeat kan levere varen.

Nu skal der for alvor skrælles bananer.

Den grønne rejse fra Hawaii til Havnegade fuldbyrdes

Efter et visit hos Rackbeat i Havnegade, kan Thomas tildele Christian sin anden åbenbaring ved de blå bølger. Thomas kommer nemlig med en stor ekspertise inden for ordrehåndtering og lagerstyring, så han kan hurtigt se, at Rackbeat vil blive en stor hjælp for Banana CPH:

“Nu har jeg jo selv arbejdet inden for ‘supply chain’ i 13-14-15 år efterhånden, så jeg er vant til at arbejde i flere forskellige lagersystemer. Selvbyggede lagersystemer de fleste steder. Det kan man godt køre med, men det tager eddermame tid og koster penge. Og vi har brug for noget, der er nemt og virker lige her og nu, som stadig er agilt. Her Rackbeat passer supergodt ind.”

Rackbeat har allerede været med til at få bananplanterne til at spire på en række områder, men Thomas fremhæver især systemets ordrestyring som særligt frugtbart:

“Den key-funktion vi har brug for er egentlig ordrehåndtering. Rackbeat giver simpelthen et meget bedre overblik, end vi har prøvet tidligere hos andre. Der skal meget få steps til at få gennemført sådan en ordrecyklus. Der er meget mindre arbejde i at håndtere ordrer med Rackbeat, end der var før.”

Et andet nybrud for Banana CPH er, at Rackbeat giver dem mulighed for at samle salgsstatistikker, hvilket hjælper dem med at købe ind. Derved er der ikke længere nogen bananer der går til spilde, og de er samtidig i stand til at leve op til kundernes efterspørgsel:

“Nu kan vi måle på ting. Dét er fedt. Det kunne vi ikke før, men nu har vi data! Derfor har vi nu ugentlige salgsmøder, hvor vi tracker 1:1, hvad skete der på de forskellige produkter, ordrer og kunder igennem den data, der kommer fra Rackbeat.”

Dermed er den bæredygtige drøm fra de solfulde strande på Hawaii meget tættere på virkeligheden i dag. Men Thomas ser stadig udviklingsmuligheder for forretningen. Konkret håbes der på, at Banana CPH kan fordoble omsætningen i 2023 – bl.a. Via Rackbeat-samarbejdet, hvor man i fællesskab udvikler nye funktioner, der understøtter fremtidsvisionerne:

“Det fede er, at man har mulighed for at få udviklet nye ting i Rackbeat. Det er stadig et system i udvikling, så der kommer nye features løbende, og man kan også være med til at påvirke hvilke features, der skal være med.”

Så hvem ved? Måske ender banan-cyklussen med, at Thomas og Christian kan sende deres bananer i København tilbage igen sydpå. Rodskuddene er i hvert fald plantet.

 

Vil du også have styr på din ordrehåndtering? Book en gratis Rackbeat-demo og se hvordan!

Mangler du også lige at optimere din ordrestyring for at tage din forretning til næste skridt – ligesom Banana CPH?

Men, er du samtidig lidt presset på tid ift. selv at sætte dig ind i systemer, integrationer og implementering?

Så skal du booke en gratis Rackbeat-demo. Her vil en af vores lager-eksperter nemlig guide dig igennem Rackbeat-systemet på ca. 45 min – ud fra dine behov og din virksomheds set-up.

 

New call-to-action