Lean lagerstyring

Lean lagerstyring er en metode til at optimere lagerstyringsprocesser ved at eliminere spild, reducere omkostninger og øge effektiviteten. Denne tilgang er baseret på principper fra “Lean produktion,” som fokuserer på at skabe mere værdi for kunden med færre ressourcer. Lean lagerstyring sigter mod at minimere alle former for spild, herunder overproduktion, unødvendig lagerbeholdning og ineffektive arbejdsgange.

Rackbeat juni 21, 2024

Kerneprincipper i lean lagerstyring

Lean lagerstyring anvendes generelt af virksomheder for at effektivisere virksomhedens lagerstyring samt reducere spild og lageromkostningerne ved at fokusere på flere kerneprincipper:

Identifikation og eliminering af spild: Spild kan indebære overproduktion, ventetid, unødvendig transport og varebeholdning, bevægelse og fejl. Målet er at fjerne disse for at strukturere ens ordrestyring og produktion samt holde ens vareforbrug nede.

Kontinuerlig forbedring (Kaizen): Gennem løbende forbedringer og små, gradvise ændringer søger Lean lagerstyring at forbedre lagerprocesserne kontinuerligt.

JIT (Just-In-Time): JIT Sikrer, at varer ankommer, når de er nødvendige, for at reducere lageromkostninger.

Træk-system: I stedet for at skubbe produkter gennem forsyningskæden baseret på forudsigelser, trækkes produkter gennem lageret baseret på den faktiske efterspørgsel, hvilket reducerer lagerbeholdning og øger omsætningshastigheden.

Standardisering: Ved at standardisere processer sikres ensartethed og forudsigelighed, hvilket hjælper med at identificere og eliminere afvigelser hurtigt.

Engagement af medarbejdere: Lean lægger stor vægt på at involvere medarbejderne i forbedringsprocessen, da de har førstehåndsindsigt i de daglige operationer og kan identificere problemområder og forbedringsmuligheder.

 

Lean lagerstyring med Rackbeat

Rackbeat kan understøtte lean lagerstyring, da man med lagersystemet, også kaldet WMS, kan trække rapporter på ens indkøb og salg, så man ved, hvilke varer der sælges hyppigst og i hvilke mængder. Dette forhindrer overindkøb og for meget kapital bundet på lageret. Derudover kan man modtage genbestillingspåmindelser ved at angive en minimumslagerbeholdning for sine varer, hvilket også understøtter lean lagerstyring.

 

Tilbage til ordbogen