Sådan får du bedre styr på lageret i Excel eller regnearket (Download gratis lagerskabelon)
Et regneark er et digitalt værktøj, der kan bruges til at indsamle, organisere og analysere data. Når det kommer til lagerstyring, kan regneark bruges til at oprette overskuelige lister over lagerbeholdninger, spore varebevægelser og beregne relaterede nøgletal såsom omsætningshastigheder og genbestillingspunkter.
By Rackbeat juli 12, 2023
Når du driver, eller arbejder i, en mindre virksomhed med varelager, er det essentielt, at du har orden i dit lager og styr på dine varer, hvis ikke gassen skal gå af ballonen, inden du rigtig kommer i luften.
Skal din forretning for alvor have vinger, kræver det, at du kan finde svar på følgende spørgsmål – selv hvis du bliver vækket midt om natten:
Hvad er på lager, hvor mange varer er bestilt hjem, hvilke varer hører til hvilke ordrer og hvor står varen henne?
For mister du den direkte forbindelse til dine varebevægelser, laver du bestillinger baseret på gætværk, ordrerne bliver forsinkede og dine lagerbindinger stiger mod himlen.
Og det resulterer i, at du taber penge, tid og kunder. Kort sagt – dine drømme falder til jorden.
Heldigvis er der en kosteffektiv måde at komme i gang med at få organiseret varelageret og ordreflowet lidt bedre på: Nemlig ved at bruge regneark, såsom Excel.
Selvom du ikke får automatiseret din varedata, som du vil med et lagerstyringssystem, er regnearkene en rigtig fin begyndelse for dig, da du højst sandsynligt kender en smule til dem. Derfor danner regnearkene en find bro, indtil du er klar til at komme over og prøve et lagersystem.
De giver dig nemlig mulighed for, at du selv kan holde styr på lagerværdien og ordreprocessen, hvilket kan være med til at øge kundetilfredsheden og væksten i din forretning.
Men hvordan starter du så?
Det er lige præcis dét du får at vide i dette skriv – samt en skabelon til dit varelager, du kan tage i brug med det samme!
3 simple trin til din lager-administration i regnearket
1. Opret et nyt spreadsheet med tre faner til inventar, plukkelister og opbevaring
Du starter med at åbne, f.eks Excel, og går til “Menu.” Her vælger du “Ny.” Klik på den blanke side, så du kan starte på en frisk – ellers kan du skyde genvej ved at trykke CTRL + N på PC og Command + Shift N på en Mac.
Nu tilføjer du så tre faner med titlerne “Inventar,” “Plukkelister” og “Opbevaring.”
2. Udfyld de tre faner
Du bestemmer selvfølgelig selv, hvilke informationer, du ønsker at smide på dine varer, opbevaringer og plukkelister. Men det er en god idé at dele de tre faner op i en række kolonner, så du får det vigtigste med i dine ark:
Til inventarfanen anbefaler vi, at du opretter følgende kolonner: SKU-numre, varenavne, opbevaringsplads, lokationer, enheden varen opbevares i – f.eks. palle, kasse, stk., antal varer på lager, antal varer genbestilt, kostpris, salgspris og lagerværdi.
På den måde har du hele tiden snor i, hvor mange varer du har til rådighed, omkostningerne, profitten, pladssituationen m.m.
Til plukkelistefanen starter du med at lave en kolonne til ordrenumrene, så du kan knytte specifikke varer til bestemte ordrer og dermed holde styr på kundernes bestillinger. Herefter laver du kolonner til produktnavne, SKU-numrene, antallet af varer, der skal plukkes til de pågældende ordrer, lagerbeholdningen på den enkelte vare, enhed, opbevaringsplads og lokation.
Til opbevaringsfanen laver du følgende kolonner: en til opbevaringsnavnet – f.eks. T305, beskrivelsen af opbevaringspladsen – er den stor, medium eller lille, placering og målene på opbevaringspladsen: bredde, højde og længde.
3. Husk at bogfør ændringer i dit varelager løbende
Inden du får din skabelon, skal du lige dette altafgørende råd med på vejen. Da regneark jo er statiske programmer, må du huske at opdatere dem selv. Helst hver gang, der sker en varebevægelse til og fra dit varelager.
Du skal nemlig nødig stå i en situation, hvor du bestiller for få eller for mange varer hjem, fordi du har glemt at ajourføre dine ark. Derfor skal du få opdateringen af dine tre faner ind i din daglige rutine.
Men nu…
Gratis Excel-skabelon til dit varelager
Vi har udfyldt skabelonen for dig, men du kan altid gå ind og ændre i den, så den passer til dine specifikke lagerbehov.
Rigtig god fornøjelse:
Når du nu alligevel er på nippet til at forbedre administrationen af dit varelager, kan du lige få 4 tips med på vejen, der fortæller, hvordan du optimerer din lagerindretning. Så spiller det hele perfekt, inden du skal til at taste i dit nye ark.